Julehilsen fra Menighedsrådsformanden

Julehilsen fra Menighedsrådsformanden

Julehilsen fra Menighedsrådsformanden

# Nyheder

Julehilsen fra Menighedsrådsformanden

Kære Menighed i Sdr. Omme

Så er det igen blevet tid til at reflektere over årets gang. Et nyt kirkeår er startet og jul og nytår står for døren.

Ved valgforsamlingen den 17. september blev vi et fuldtalligt menighedsråd og vi fik tilmed en suppleant. Tak fordi nye stillede op og til de medlemmer, som gik ud, vil jeg gerne sige tak for jeres indsats. For sognet betyder det uendelig meget, at der er frivillige, som vil varetage kirkens interesser og videreudvikle på aktiviteter og kirkelivet, så det bliver et attraktivt sted at komme og vi kan bevare en kirke i Sdr. Omme.

I løbet af året, har der været forskellige aktiviteter, sogneaftener med sang og fortælling, babysalmesang, plejehjemsgudstjenester, ulvetime med ulven Manoa og spisning efterfølgende, spisning for enlige, minikonfimander og høstgudstjeneste blot for at nævne nogle.

Og så sluttede vi året af med et brag af en julekoncert – tusind tak til alle medvirkende og til de mange, der bakkede op om arrangementet. Kirken var fyldt til bristepunktet og med de tilkendegivelser vi efterfølgende har fået, kan vi godt allerede nu love, at det bliver en tilbagevendende begivenhed næste år.

Patricia har barselsorlov, og heldigvis sagde Jette ja tak til igen at komme og være barselsvikar. Dejligt for os med et kendt ansigt, og dejligt for Jette, at hun har kendskab til sognet og menighedsrådet.

På personalefronten mangler vi fortsat en organist. Der er gjort mange tiltag for at finde en, men som i så mange andre sogne er det ikke lykkedes os at finde en. Vi har taget kontakt til orgelskolerne, vi har forhørt os i omkringliggende sogne, for at høre om en deleordning var en mulighed, vi har spurgt i netværket, men alt sammen uden held. Heldigvis har vi et godt vikarberedskab, så indtil nu er det lykkedes os at få musik til alle gudstjenester, og vi arbejder videre med at skaffe en ny organist.

Der, hvor vores største udfordring ligger pt, er på kirkegården. Vi har haft en del sygdom, hvilket altid kommer ubelejligt, men som man ikke kan stille noget op for. Derudover skal ferie og tid til kurser også tilgodeses. Jeg ved, at de ansatte gør, hvad de kan for at følge med, men tiden slår ikke altid til, og desværre er kirkens økonomi ikke til, at der bliver ansat yderligere personale.

Vi beder derfor om forståelse for, at der ikke altid ser ud, som man kunne ønske sig. Og man er selvfølgelig altid velkommen til at rette henvendelse til undertegnede, graveren eller kirkeværgen, hvis der er ting, man gerne vil drøfte med os, og vi vil besvare henvendelsen og i bedste fald imødekomme ønsker, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre.

I år er der tre gudstjenester juleaftensdag. En børnegudstjeneste og to almindelige julegudstjenester, så der skulle være mulighed for at finde den form og det tidspunkt, der passer bedst.

Vi har revideret vedtægterne for kirkegården og de er godkendt i provstiet. De nye vedtægter kan ses på kirkens hjemmeside. På hjemmesiden ligger også de nye vedtægter for menighedsrådet, hvor man kan se datoerne for de kommende menighedsrådsmøder og se fordelingen af roller i menighedsrådet og i udvalgene.

Og hvilke opgaver ligger der så og venter i det nye menighedsråd?

Ud over den daglige drift er der ønske om at modernisere Sognehuset og på længere sigt er der udsigt til en tiltrængt kirkerenovering i Sdr. Omme. Der er afsat en portion penge til kirkerenoveringen i provstiet, men derudover vil vi arbejde med at søge penge gennem fonde. Der skal mange instanser ind over i forbindelse med en kirkerenovering: arkitekter, nationalmuseet og andre sagkyndige og alt skal beskrives og godkendes, så der ligger en stor opgave der. Så selv om renoveringen ligger flere år ude i fremtiden, er det nu vi skal i gang med arbejdet.

Der vil blive afholdt et menighedsmøde i foråret, og der vil det være muligt at komme med ønsker og input til den kommende renovering.

I det nye menighedsråd glæder vi os til at komme i gang med opgaverne i det nye år, og på vegne af menighedsrådet vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

 

De bedste julehilsner

Ulla Kronborg Jørgensen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed